Poutine-week

Aah, jeg har lige fundet mig en dejlig perle af en cafe. Den er meget lille - vel en 30-40 kvm, men hyggelig. Jeg har lige fået en grillet sandwich med salat til til cirka 40 kr. Det er lige til at holde til. Der er borde langs et vindue, og to små borde med stole ved samt en lænestol med et lille sofabord ved. I alt kan her være 16 gæster, hvis hver eneste stol er optaget. Indehaveren er en flink mand, der klarer sig udmærket på engelsk, og som laver maden selv på sin lille bordgrill og kæmpe ekspressomaskine. Det føles ganske boheme-agtigt. Det er ikke sidste gang jeg kommer her. Cafeen har Wifi, som de fleste steder har, så det er muligt at arbejde eller browse og den slags. Det er der generelt mange der gør, altså sidder på cafeerne og arbejder. Det kommer sig nok af at vi bor i McGill-gettoen, der jo er fyldt til bristepunktet med studerende. Og da kaffen og cafeerne er billige, er det en fin måde at få studeret på. Det er noget helt andet end derhjemme, hvor folk for det meste sidder i deres hjem eller på selve universitetet for at studere. Det med wifiet er vigtigt, fordi internet er meget dyrt her. Og der er begrænsninger på, så man kan ikke bare betale en pris og så bruge løs. Så der er wifi stort set alle steder man kommer hen: I indkøbscentrene, i træningscenteret og på cafeerne.

Nå, Montreal har ALTID gang i et eller andet. Så er det en croissant-dag, hvor alle bagerier sælger 1-dollars croissanter. Så er det poutine-week, hvor de fleste restauranter sælger en eller anden form for poutine, i de fleste tilfælde en udgave der kun sælges denne uge. Hvad er poutine, spørger du nok. Jo, det er i sin reneste form pommes frites, med en bestemt sovs og ostestykker. Og umiddelbart lyder det ikke så forfærdeligt lækkert, men det kan det faktisk godt være. Poutine er en Quebecspecialitet. Det er vist opfundet i Quebec City, men Montreal er sørme også med på poutinestoltheden. Man kan få poutine alle steder hvor man ellers kan få pommes frites. ALLE. Der er mulighed for poutine i McDonalds og i Ikea. Frederik og jeg prøvede det et enkelt sted i sommers, og jeg var ikke solgt. Det er lidt den canadiske udgave af bøfsandwichen, noget jeg heller ikke er sådan helt vild med. Men altså, når det nu var poutine-week tænkte vi, at vi burde give det en chance til. Og det var helt klart det rigtige valg. Det første sted vi prøvede var det en lidt finere udgave af poutine. Det var en godt fyldt restaurant, men de fandt et sted til os nede bagved, så Svale ikke blev helt skør (og måske heller ikke kunne genere de andre gæster så meget, hvis hun nu var en skrigunge, kunne man forestille sig at tjenerne kunne have tænkt). Den poutine, de serverede her, var en overdådig ret! Det var ligesom et klodsmajortårn bygget op af lidt grove pommesfrites. Ud over tårnet var det hældt en fantastisk krydret oksefond og ostesovs, samtidig med at panerede ostekugler og parmesansflager var strøet ud over. Det smagte fantastisk. Syndigt, men fantastisk! Vi lavede den fejl at bestille milkshakes til. De var nemlig ligeså godt og fede, så vi kunne slet ikke spise op. Men generelt imponerede restauranten, så det er nok ikke sidste gang vi kommer der.




Den næste poutine vi prøvede, var en italiensk inspireret udgave med kødboller og tomatsovs til. Det var udmærket, men ikke ligeså banebrydende, som den første. Den er der ikke rigtig noget, der kommer op på siden af. Denne poutine fik vi som takeout, fordi vi blev nødt til at have Svale hjem i seng. Så billedet af den er ned i take-away boksen.
Denne poutine er lavet med den rigtige poutine ost, kaldet squeeky-cheese (og sikkert noget specielt på fransk). Det er nemlig vigtigt, at osten sådan knirker på tænderne, når man spiser den. For ellers er det jo ikke rigtigt..








Den sidste poutine var en English breakfast-poutine. Generelt bare en omgang full English, smækket oven på en ordentlig gang klassisk poutine. Og for liige at gøre det lidt interessant, blev den serveret med et vodkashot. Spørg mig ikke hvorfor. Men det var da sjovt.

Generelt var der alle kombinationer af poutine. Vi kunne have fået dessert-poutine eller hummer-poutine. Men vi nåede altså kun disse tre varianter. Måske gør vi det vildere næste år. Frederik fik fortalt af nogle kollegaer at man kan tage aftes og bestille en portion til deling, og så prøve en masse forskellige steder. Det lyder som en god ide, for man er næsten ikke i stand til at spise noget dagen efter sådan en portion!


Nå, sandwichen er spist og kaffen er drukket. Det må vist være det indlæg for denne gang. Tak fordi I læste med.

Garderie

Så er Svale afleveret i sin børnehave. Hun havde slet ikke tid til at sige farvel til mig. I dag sidder jeg på en café ikke så langt derfra, bare sådan for at være i nærheden. (det er der billedet er fra) Men fra i morgen af begynder jeg at bevæge mig mere rundt. Det bliver skønt.
Det betyder også at jeg skal til at skrive CV og den slags. Og have styr på min arbejdstilladelse. Mit pas udløber nemlig til august, og man kan ikke få arbejdstilladelse længere tid end den tid hvor ens pas er gyldigt til. Men det betyder jo også at min tilladelse er hængt op på mit nuværende pasnummer. Så det bliver sådan lidt som hønen og ægget - hvad bør jeg få fornyet først?

Januarindlæg

Oh, well. Det er vist på tide at skrive lidt mere I dag har vi sådan cirka været i Montreal i et halvt års tid.

Efter en rigtig fin juleferie i Danmark er vi nu landet i Montreal igen. Det var vidunderligt at være hjemme og se så mange mennesker, men det var virkelig også godt at komme tilbage til Montreal igen og få lidt ro igen. I den sidste uge vi var hjemme blev vi simpelthen nødt til at aflyse planer. Der havde vi så også haft noget socialt på programmet femten dage i træk! Til sidst kunne Svale hverken sove eller spise, så vi blev nødt til at sætte bremserne i. Desværre var der jo så nogen, vi måtte tage afsted uden at se, men frygt ikke! I er højest på listen over planer når vi kommer hjem igen. Jeg kigger på jer, familierne Vestergård og Esmann!


Vores liv herovre er næsten faldet ind i en hverdag. Det går i hvert fald ganske stille og roligt. Indtil videre går Heidi og Frederik på arbejde, mens Svale og jeg bliver hjemme i løbet af formiddagen, og begiver os ud i byen efter hendes middagslur, der næsten altid ligger mellem halv elleve og to. Vi kan enten gå på en legeplads, selvom hun er lidt for lille til det endnu, eller ned i byen eller på besøg. Svale er meget glad for at gå ned i byen. Der ligger seks-syv indkøbscentre i forlængelse af hinanden, med tunneler eller gange, så man kan gå direkte fra det ene til det næste. Så får hun lov til at få flyverdragten af og sko på, og gå rundt ud vinke til folk og pille ved ting. For det meste finder vi en eller to andre mødre, der også prøver at få tiden til at gå og deres barn stimuleret så det sover om natten. Eller måske har de andre grunde, det kan være at jeg projekterer egne tanker over på dem..
Dog kommer det meste af dette til at ændre sig i næste uge, hvor Svale skal starte i vuggestue/børnehave. De to dele er bygget sammen her, under betegnelsen Garderie. Vi er mange, der glæder os til det. Jeg glæder mig vildt meget til at have lidt tid, der ikke kun går med at passe barn, og jeg er sikker på at Svale glæder sig til at møde og lege med andre børn på et mere regelmæssigt niveau. Og jeg glæder mig til at måske søge et job. Og så er der mig, som glæder sig til at kunne foretage mig noget, der ikke skal kunne afbrydes med et minuts varsel. Og Inge glæder sig til at kunne gå lidt mere frit rundt uden klapvogn. Så som sagt er vi mange, der glæder os.

For øvrigt må jeg vist hellere forklare hvem Heidi er. Her er et billede af hende mellem de fine maskiner oppe på McGill. Heidi arbejdede i nabolaboratoriet til Frederiks på Århus universitet. De blev færdige på nogenlunde samme tid, og arbejder med noget a la det samme. Så da hun skulle finde et nyt job, foreslog Frederik hende at søge til McGill, hvilken hun gjorde succesfuldt. Så nu arbejder hun og Frederik igen i nabolaboratorier. Og så bor vi sammen. Det er faktisk rigtig dejligt at have en lille danskerkoloni her. Vi hygger os vældigt, og det er fantastisk at have lidt ekstra hjælp med Svale. Det gør, at Frederik og jeg kommer lidt ud sammen en gang imellem bare os to. Heidi har The Master Bedroom som hendes domæne, mens vi har to sammenhængende værelser. Stuen og køkkenet deles vi om, og vi skiftes til at købe ind og lave mad. Det er et virkelig godt kollektiv! Til marts kommer Jonas, der er Heidis kæreste, og så skal vi have indlemmet ham i kollektivet også. Det bliver sikkert også rigtig godt!

Ellers er vi ved at udvide vores bekendtskabskreds. Jeg har mødt Tash og Annie, der er fra henholdsvis New Zealand og U.K. (Altså hele imperiet.) De lærte hinanden at kende i deres fødselsforberedelse, så deres døtre er nogenlunde lige gamle. Døtrene, Avery og Bridget, er cirka omkring otte måneder nu, så de er en del mindre end Svale. Men det er alligevel virkelig skønt at have nogle andre mødre, der også går hjemme at mødes med. Så vi har lidt vores uofficielle mødregruppe. Mændene bliver også hevet med fra tid til anden, Frederik og jeg er f.eks. blevet inviteret til at komme og se Superbowl d. 7. feb. Og selvom vi ikke helt er superbowl-fans, er vi sociale mennesker, så det glæder vi os til.

Forrige søndag blev vi inviteret til en brætspilsdag ved Janice, der er i Frederiks laboratorium. Hun og hendes kæreste plejer åbenbart altid at spille brætspil om søndagen, og trængte til at have lidt flere at spille med. Så først spillede vi Settlers, første gang for mit vedkommende, og bagefetr overtalte vi dem til at spille Eldritch Horror, et spil, der er lavet udfra H.P. Lovecrafts noveller, og som tager ret lang tid at spille. Så vi nåede ikke at spille det helt færdigt, men det var nu rigtig hyggeligt alligevel. Jeg ville ønske at vi havde Zombiecide med, så vi kunne vise dem det. Men det er vist nede på en brætspilscafe nede i byen, så der må vi ned en dag..

Vidste I for øvrigt at det åbenbart er hipt at spille brætspil nu??


Med hensyn til vinteren, så er det ikke så slemt endnu. Vi har haft enkelte dage med -15 grader og hård vind, men ikke værre end det. De fleste dage føles det ikke værre end en god dansk vinter. Det er dog utroligt hvor godt de håndterer sne i gaderne her. Det bliver simpelthen kørt væk, ud af byen. Vejene er for det meste i forvejen ret brede, så med sneen bliver de fleste veje "bare" til enkelte eller to spor. Så bliver der ind i mellem sat skilte op om at man ikke må parkere i den ene side i et tidsrum, gerne om aftenen, og så bliver der ryddet der. Så selvom der ikke har været plusgrader i år endnu, er der stort set ikke noget sne på vejene.
Fortovene bliver fint ryddet, og der bliver spredt en blanding af småsten og salt, men mængden af salt der bliver brugt er ikke så stor, og det virker altså ret godt. Selvom der er nogle ret stejle veje her, er det nogenlunde sikkert at gå de fleste steder.

Nedenfor er der lidt vinter-Montreal, bare for at I kan få en fornemmelse af det. Videoen er fra en af de koldeste dage, og billedet er fra en dag vi var ude at kælke med Svale. Selvom det er vinter, er der meget lys i løbet af dagen. Det gør virkelig en forskel fra det danske vintergrå vejr.

Mont Royal i sne. Vi var på vej op for at kælke med Svale.

Montreal

I starten tænkte jeg, at jeg kunne blogge omkring en gang om ugen. Nu har jeg en fornemmelse af at det måske kan blive en gang om måneden. I hvert fald er det længe siden jeg har skrevet, og det er vist på tide.

Lidt hakket - men det er en af de fine parker/pladser.

Jeg har tænkt at jeg vil fortælle lidt om selve Montreal. De forskellige dele, og vise nogle fine billeder af hvordan det ser ud. Billederne er ikke allesammen nyligt taget - men det afsløres nok på det strålende solskin.

Jeg tror måske at Montreal er en af den slags byer som man bliver vild med med det samme. Eller måske hader man den, det ved jeg intet om, for jeg hælder til den positive side.

En typisk Platau-vej

Platau er -som jeg vist har nævnt før - flippet. Der er mange beboelseshuse i treetager, men ikke særligt mange bygninger højere end det. Både før og nu bor vi i udkanten af dette område,det er bare på hver sin side. Nu bor vi lige mellem Platau og det, der i folkemunde hedder "the McGill Ghetto", og der bor, som man nok kan regne ud, en masse studerende. Det medfører meget skønsang i de sene aftentimer torsdag, fredag og lørdag, men det er sgu så hyggeligt.
I Platau er der mange små parker og fine pladser, så det er generelt et meget hyggeligt kvarter bare at gå rundt i.

En af de mange parker

Springbalsami. Er overalt langs vejene

I en del af parkerne er der også vandinstallationer. I de fleste andre byer ville det være springvand, men her er de indrettet sådan at de for det meste også kan fungere som åndehuller, hvor børn (og barnlige sjæle) kan bade eller skylle fødderne. Det med at skylle og afkøle fødderne er fantastisk når der er omkring 30 grader og man har vadet byen rundt! En dag var jeg ude at gå, og så en hel parade af børn i seks/syv årsalderen, der kom gående foran mig i badetøj hen ad vejen. De endte ved den vandinstallation, som i kan se på billedet nedenfor. Hvis man kigger godt efter, kan man se børnene i en klump til venstre i billedet, hvor de er ved at lægge sko og håndklæder samt (forestiller jeg mig) få gentaget/indskærpet instrukserne fra læreren. Derefter blev de sluppet løs, og der var liv og glade dage! Jeg endte med at stå og kigge på dem og grine over hele femøren, for det var da det eneste rigtige at foretage sig med sådan en flok unger! Jeg faldt lidt i snak med læreren, som sagde at det var for varmt til at lære dem noget i et klasseværelse. Jeg er helt sikker på at hun havde ret!

Springvand/vandland

En anden bydel er The Village - eller the gay village, som den bliver kaldt. Når man går ind i den del, begynder der at være fine regnbueflag fra mange af altanerne. I bydelen er der desuden en centralgade, der var lukket af for trafik i sommerperioden. Hen over den centralgade var der hængt guirlander med lyserøde kugler. Det synes jeg var et sjovt statement. Her er der masser af stripshows og butikker med sexudstyr - altsammen med og for mænd. Og der var en tydelig overvægt af mandlige par på restauranterne og cafeerne der. Ikke at man ikke ser de homoseksuelle par rundt om i resten af byen - det virker bare som et fint sted, hvor man kan møde ligesindede.

Generelt er der alle typer her. Da vi i starten skulle finde nye shorts til Frederik jokede jeg med, at vi stort set ikke kunne finde noget, der ikke går an her i byen, for her er ALLE typer. Jeg har i hvert fald svært ved at komme på en type, vi endnu ikke har set. Inklusive andre danskere. Den anden dag kom jeg gående og blev spurt om noget af et par unge mennesker med tung dansk accent. Det var også tydeligt for mig at se, at de var danskere. Og så udveksler man lige et par venligheder, og går videre. Det er vældig hyggeligt!
Jeg har vist nævnt at der er en park lige for foden af Mont Real, "bjerget" midt i byen. Det er en fin park, der har den specialitet, at hver søndag mødes folk ved en bestemt statue for at tromme. Og det er altså reelt at tromme. Folk mødes med hvad de har af rytmeinstrumenter eller hvad der nu kan spilles på, og så trommer de. En eller anden starter en rytme, som de andre så falder med i. Det er et herligt spektakel!

Samtidig benytter diverse gadesælgere lejligheden til at få fremvist deres varer. Der er rig mulighed for at få købt sig et par nye haremsbukser, hvis man skulle mangle. Eller hvis piben er knækket. Eller hvis man mangler et par ørenringe med krystaller der renser ens aura, kan det nok også klares.

Ps. I kan selv gætte hvilken duft der er i luften..

Der er selvfølgelig en del turister, der ser på trommerierne

Vægmalerier
Jeg har - med tanke på bloggen - knipset nogle af alle de fine vægmalerier, der er rundt omkring på bymurene. Det kan godt være at Aalborg har et erklæret mål og at have flest malede facader, men de kunne godt skele lidt til Montreal. Her er de stort set overalt hvor der er en blottet mur. Jeg ved ikke om det bare sker, eller om det er et resultat af en bevidst indsats. Under alle omstændigheder er det dejligt og muntrer bybilledet op!

Nye boligforhold

Vi er flyttet! Vi er endelig kommet i huset som jeg vist har nævnt tidligere? Og her er plads og to etager og et spisebord og mere end et rum, og det er skønt!
Huset er et typisk montrealesisk rækkehus, med tre etager og en lille altan. Man går op af seks-syv trin for at nå stueetagen, og så går man ind af hoveddøren. Kælderen er en lille lejlighed i sig selv, som er udlejet til en vældigt flink ung fyr, der er i gang med et franskkursus samtidig med at han hjælper i et biologilaboratorium på McGill. Vi regner med at invitere ham på aftensmad en af dagene.
I underetagen af vores del af huset er der en opholds-/fjernsynsstue og et køkken/alrum. Det er der spisebordet står. Køkkenet har en fin størrelse og heldigvis er køkkenbordet i en behagelig højde. (Muligvis er det sådan noget der ikke er så interessant hvis man har gennemstitshøjde? Det gør helt klart en forskel når man ikke har!)
Fra køkkenet kan man gå ud i en lille have, hvor man kan spise idé om sommeren og have vasketøj hængende hele året. Jeg er vældigt fornøjet med vasketøjssnoren, der er sådan en køre-rundt-en, som de har i Lady og Vagabonden. I stueetagen er der også et lille toilet, der vist engang har været et skab. Men det er sødt og funktionelt.
På førstesalen er der først et stort soveværelse. Derefter er der et værelse med en mindre dobbeltseng og et lille skrivebord og skab. Det værelse har en dobbeltdør til et L-formet værelse, hvor der er en kontorplads, en slå-ud seng, nogle bogreoler fyldt med franske og engelske bøger, en lænestol, et klaver og et stort klædeskab. Desuden er der to potteplanter der er tæt på at være pottetræer.. Fra dette værelse kan man gå ud på en lille altan, der vender ud mod gaden. På etagen er der desuden et badeværelse, med et fint badekar, som Svale allerede er meget glad for. Hun tyder, når hun skal op fra bad.

Alt i alt er vi meget tilfredse. Det er selvfølgelig noget andet at bo et sted hvor andre har bestemt indretningen og fx køkkenudstyret, (Danielle - kvinden fra parret der ejer huset er åbenbart meget glad for stel og porcelæn. Så der er MANGE tallerkener i skabene. Og skufferne. Og skabene i stuen..) men det ligger ikke alt for langt fra hvad vi kunne have valgt at indrette med. Og så er det sjovt med nye indput.

Indlæg-der-skulle-have-været-postet-for-en-uge-siden

Det regner!

Og hurra for det. Temperaturen var efterhånden ret ulidelig. Det var stort set umuligt at gå på fortorvet i den side, hvor skyggen ikke var. I hvert fald ikke uden at blive dårlig efter et stykke tid. Frederiks kollegaer siger, at det har været en usædvanlig august og september, så det er nok ikke sådan et vejr vi kan forvente os til næste år. Men regnen kom, og det var fantastisk. Det var lidt som i den originale udgave af Tegnersangen som vi lærte på efterskolen. (Hvis den sidste sætning ikke giver nogen mening for dig, så bare træk på skuldrene og læs videre.. )
I weekenden toppede temperaturen. Vi var en tur nede på havnen, der er den ældste del af Montreal, kaldet Old Montreal. Nu er det jo det nordamerikanske kontinent, så bygningerne der er kun fra 17/1800-tallet, men det var da fint at se. Montreal bryster sig af at have helt nøjagtigt kendskab til byen "fødested" - altså der hvor den blev grundlagt. Det er selvfølgelig en fin plads med et springvand og en kæmpe kirke - en Notre Dame. Før franskmændene kom til var det et sted hvor indianerne holdt til, men det var jo selvfølgelig kolonisterne, der gav byen et navn osv.
Alt dette så vi i en stegende hede, så helt så meget fik vi ikke ud af bydelen. Måske triller Svale og jeg derned igen engang i næste uge.
Mandag aften kom regnen så. Det startede med en fin dryppen der fik Frederik begejstret til at trække i løbeskoene og skynde sig ud for at løbe en tur. Den stille dryppen endte så med at blive et fantastisk skybrud, så han var gennemblødt fra inderst til yderst da han kom tilbage. Og endnu mere begejstret. Det skulle vist have været den bedste løbetur nogensinde.
Siden da er vejret blevet mere efterårsagtigt, dvs lidt mere gråt og regnfyldt, men stadig ikke med temperaturer under 20. Resten af ugen er gået med at Svale og jeg har gået små ture, for det meste hen til parken for at bruge gyngerne der. Vi har også fået købt telefonabonnementer, så nu kan Frederik og jeg få fat på hinanden igen. Det er hamrende dyrt og forholdsvis dårligt, men det virker. Frederik har fået købt en brugt cykel, så han nu kan komme til og fra arbejdet noget nemmere. Jeg forsøger at købe en i denne uge, og så få et børnesæde på, så vi kan komme lidt mere ud end nu. Det er dog ikke helt nemt at få nogen der er høje nok. Det er det evige problem..

Den første uge

I dag er det lørdag, så der er strengt taget gået mere end en uge i Canada, men hvilken uge! Det føles som meget længere tid!
Jeg slap vist sidste indlæg med at vi lagde os til at sove i vores lille lejlighed efter rejsen hertil. Dagen efter stod vi op og gik ud for at kigge på byen, og for at nå op på McGill og hilse på Frederiks kollegaer og professor. Eftersom vi bare var ankommet dagen før, havde vi ikke noget mad i lejligheden. Kun til Svale, så for lige at starte fik vi et par marie-kiks og en figenstang, og så afsted.
Montreal er byget op som en typisk amerikansk by, med veje der går vinkelret på hinanden, på kryds. Det er derfor ret nemt at finde rundt i den. Vi bor et stykke fra centrum, så der er et par kilometer at gå. På vej ind mod centrum fandt vi en fortorvsrestaurant, et creperie. Der fik vi de bedste pandekager i verden, først nogle madpandekager med asparges, lufttørret skinke og bechamelsauce, og derefter en dessert pandekage med karamel. Det var fantastisk at sidde der i solen og få god mad serveret og at fornemme, at nu var vi her. Samtidig var klokken omkring seks om aftenen for jer i DK, så det var vist også på tide, at vi fik lidt at spise. På turen fra restauranten til McGill fik vi et finr indtryk af byen. De fleste huse er to eller tre etager, med en trappe op udenfor og en altan eller svalegang alt efter konstruktionen udenfor hoveddøren, hvor folk sidder og hygger sig med hinanden, eller læser bøger eller bare sidder og kigger. Der er masser af træer i gaderne, nogle er ligefrem helt overdækkede som en allé. Der er desuden mange store og små parker, legepladser og pladser, og folk bruger dem. Det har nok noget at gøre med at vinteren er så lang og kold her, at alle folk skal ud, når vejret er til det, men det er virkelig utroligt, så meget de benytter deres udendørsfaciliteter. Det tegner godt. Der er desuden mange cykler i gadebilledet, og bilerne tager hensyn til dem. Det er dejligt, jeg elsker at cykle!
På McGill universitetet fandt vi professor Smeings kontor, og blev budt indenfor. Han er en venlig person, måske i slutningen af 30erne, veltrænet i tshirt og jeans, med en cykel der er lænet op af den ene væg i kontoret og en ramme med nobelprisen op ad den anden. (Hvem har også tid til at hænge den slags op?) Det virker til at være et dejligt og udfordrende sted at arbejde, så det skal Frederik nok få det godt med. McGill universitetet er et gammelt universitet, men en fin campus, der tydeligvis er blevet udbygget og udvidet hen af vejen. Heldigvis er der en del af den originale charme tilbage, og i midten er der en fin park/plæne, hvor de studerende sidder og læser og arbejder osv. Det vil sige at de ikke arbejdede så meget som startede op i ryste-sammen-ugen, kaldet "the frosh", hvor der er fyldt med forskellige aktiviteter og selvfølgelig en udendørsbar. Det gav et herligt liv til stedet, og jeg synes nu godt, at jeg kunne blive lidt nostalgisk og tænke tilbage på min egen studiestart.

Lørdag tog vi med jetlag og en lidt forkølet Frederik til Ikea for at købe udstyr til Svale - en seng, en puslepude og en høj stol. Vi tog derud først via metro og derefter en bus, begge dele med fransktalende medarbejdere. Butikken var fuldstændigt fyldt op som en ikea er, en lørdag frokost liige omkring studiestart. Vi tog en taxa hjem. Det var lige så sjovt som det lyder.

Sti opad Mont Real

Søndag gik vi en tur op på bjerget, der har lagt navn til Montreal, det hedder nemlig Mont Real. (snedigt.. Fik du den?) For foden af bjerget, der vist mest er en bakke, er der en lille park, hvor det er tradition at folk samles og trommer. De kommer simpelthen fra nær og fjern med noget der kan trommes på og så laver de en fælles rytme, som alle kan være med i, og variere på. Det er altså meget sjovt. Op af bjerget var der en fin grussti, der havde bredde af en mindre landevej, og der var en behagelig grad af mennesker. På en mindre sti ville det nok have føltes overfyldt, men det gjorde det ikke, for der var plads nok. Og der var masser af folk der løb og cyklede og kørte på elskootere osv. Generelt er der meget sportsudøvelse her. Der er masser af fodboldbaner, tennisbaner, rugbybaner (eller canadisk fodbold?) og vi har set en del hold udføre thai chi, yoga og fitness rundt omkring. Det er virkelig fint!

Udsigt fra Mont Real

På toppen af bjerget (der vel, de fleste steder hvor folk bor ved bjerge, vist kun kan defineres som en bakke. Dog er jeg vokset op i Egense, et område der engang har været havbund, så jeg forbeholder mig ret til at kalde det et bjerg!) forsøgte jeg mig med at tage et panoramabillede som i kan se ovenfor. Det var en ret fin udsigt. Frederik skal arbejde lige ved siden af den tøndeformede bygning, der kan ses lidt til venstre for midten. Nå men turen hjem virkede uendeligt lang. Vi bor cirka fire kilometer fra centrum, og turen op på bjerget var cirka samme længde, så turen hjem var ret hård. (husk at der var både forkølelser og jetlag involveret.)

Mandag havde vi en bankaftale. Den havde vi kunnet bestille på nettet, og der var kun en afdeling af Bank of Montreal, der havde tid. Denne afdeling lå så på den anden side af centrum, så der var i hvert fald en times gåtur i raskt tempo dertil. Bagefter var planen at vi skulle på de to vigtigste kontorer for immigranter i Canada, men desværre er det stadig højsæson for indvandring (og studiestart), og det kontor vi nåede, havde en ventetid på en time. Da Svale ikke var særligt medgørlig, og ikke virkede til at kunne holde til så lang en ventetid, besluttede vi at komme igen dagen efter ved åbningstid. Så hjem igen af de fire kilometer. Om aftenen toppede forkølelserne, og vi fik ikke særlig meget søvn, nogen af os. Derfor var vi ikke rigtigt i hopla om tirsdagen, der også var Svales etårsfødselsdag. I virkeligheden var det eneste vi kunne overkomme at tage på de forbandede kontorer og få ordnet de papirer. Det første kontor var hvor man får udleveret et SIN-nummer (Social Insurence Number). Sådan kan man blive registreret som bosat i Canada. Heldigvis var køen ikke så lang, og vi kom nogenlunde hurtigt til ved en sagsbehandler, der gav os hver vores nummer. Det sjove er at man alle steder her skal oplyse sine forældres navne, og specielt moderens maiden name. For tænk hvis de ikke kunne spore ens ophav! Cirka det samme skete på det andet kontor, hvor man får udleveret sit RAMQ-nummer, som giver en basal sygeforsikring. Her var køen og ventetiden bare endnu længere, og reglerne strammere. Ikke noget med at drikke kaffe mens man venter, næh nej. Man skal sidde pænt på stolen og tørste. Og så var der skilte med tekst, der betød noget i retning af "I Quebec taler man fransk!", hvilket blev fulgt således at al trykt information kun fandtes på fransk. Heldigvis kunne sagsbehandlerne dog godt engelsk, så det gik også nogenlunde smertefrit. En sjov detalje er, at vi skulle erklære vores common law-status, altså en form for registreret partnerskab. Derfor blev Frederik sat til at udfylde et skema, hvor der stod noget i retning af "Jeg erklærer at jeg, Frederik t. Hansen og Inge Andersen har indgået partnerskab siden..." osv. Efter at blanketten var udfyldt blev en retsbetjent tilkaldt. Han bad derefter Frederik om at læse det hele højt og derefter sværge på at det var sandt. Og så var det fint og godtaget. Når han nu havde sværget, jo!

Park Fontaine torsdag

Derefter gik vi hjem. Vi var trætte i fødderne og hovederne, og trængte bare til en rolig aften. Den der fødselsdag fejrede vi for en måned siden med familien, og måske fejrer vi den igen i næste uge. Det blev bare ikke lige på dagen.

Onsdag var Frederik og Svale syge, så der skete ikke så meget. Torsdag tog Frederik på arbejde, men det viste sig at Smeing ikke var der. Han tog en fridag for første gang i nogle måneder. Så der var ikke så meget for Frederik at gøre, og vi mødtes i park Fontaine i stedet. Det er en fin park, med en stor sø midt i, og igen fyldt med montrealesere, der læser bøger, løber, maler, spiller instrumenter og bare hygger sig. Det er virkelig en dejlig udendørskultur!
Frederik havde lejet en citybike, som han kunne køre til og fra arbejde på, og det fungerer rigtig godt, det system. Cyklerne og også fine, men MEGET solide, så de vejer et halvt ton. Leje af en cykel koster cirka 25 kr for et døgn, så selvom det er dyrt i længden, er det en ganske hæderlig pris når man står og mangler.

Facaden på huset vi skal bo i. Det er døren til venstre

Fredag havde vi fået en aftale i stand med Guy et Danielle, det par hvis hus vi har en aftale om at leje. Vi havde fået lov til at se huset, selvom de ikke helt plejer at gøre sådan noget når der bor nogen. Danielle var meget bekymret over at der ville være rodet, for parret der bor der nu har et to-måneder gammelt barn. For os var det virkelig intet problem, men det betød tydeligvis meget for hende. Men altså, huset er skønt! Det glæder vi os rigtig meget til at flytte ind i! Det bliver SÅ fint, både med soveværelser, arbejdsplads, to toiletter og et godt stort og veludrustet køkken. Og en fin bette have, hvor der er plads til at spise udenfor i. Desuden er der en lille legeplads for børn optil fem år lige i nærheden og et community center, hvor der er mødreaktiviteter, franskundervisning osv. Det håber jeg bliver godt, og at vi får benyttet!
Begejstringen over huset fejrede vi på en cafe der ligger alt for tæt på, der hedder Juliette & chocolat. (Prøv lige at udtale det på dit mest snobbede franske - det er ret sjovt!) Cafeen specialiserer sig i chokolade. Varm, kold, flydende, fast, semifast osv. På vafler, på pandekager, som en del af frokost, som drinks osv. Det var ret overvældende. Jeg måtte levne!
Huset ligger ret centralt i den bydel der hedder Platau. Den er fyldt med små butikker og fine cafeer og restauranter, og kunst på facader og veje osv. Det skal nok blive rigtig fint at bo der. Jeg er i hvert fald begyndt at tælle dagene.

Og forøvrigt, vejret? Stadig omkring de 29 grader, og det skulle blive ved en uges tid endnu i hvert fald.